| Få et Management Tip alle (hver)dage |
|
Navnet Harvard får os til at tænke på stil, overklasse og prestige. Harvard Business Review er et amerikansk blad, der bl.a. skriver om succesfuld ledelse, strategier i organistioner og forhandlingens mange facetter. Er du ejer af en iPad, iPhone og iPod Touch, kan du gratis downloade deres Management Tip of The Day. Vi har set applikationen efter i sømmene for at finde ud af, om den lever op til Harvards prestigefyldte navn.
Sprog: Engelsk
Management Tip of The Day hedder applikationen fra Harvard Business Review, og den er er ganske simpel i sin opbygning, brug og indhold. Hvis jeg skal se bort fra den reklame for firmaets egen hjemmeside, der pryder toppen af forsiden, kan du vælge imellem seks muligheder i programmet. De første er dagens Management Tip fra de sidste fem dage, imens den sjette mulighed er Random Management Tip, der giver dig et tilfældigt tip, du tidligere har kunnet læse i applikationen. Når du har foretaget dit valg, klikker du dig ind, hvorefter du bliver præsenteret for nogle gode råd, der gerne skulle gøre dit arbejdsliv en smule lettere.
Ideén med at præsentere et tip hver eneste dag er faktisk ganske god, og det virker upåklageligt. Alle tips er hentet fra fra Harvard Business Reviews egne blogindlæg, og de er derfor en god måde at få leveret en række brugbare guldkorn på en hurtig og lettilgængelig måde. Vil du læse hele indlægget, kan du blot trykke dig videre i bunden af tippet, og vupti - bliver du stillet videre til den side, hvor du kan læse hele indlægget. Skulle du få lyst til at dele et Management Tip med dine kollegaer på Facebook, Twitter, LinkedIn eller ved at sende dem en mail, trykker du bare på en af de fire ikoner i bunden, der er placeret til samme formål lige under tippet.
Selv om mange af de daglige tips indeholder små brugbare oplysninger, er der ikke den helt store prestige over HBR Tips. Applikationen er sandsynligvis ment som en reklame for Harvard Business Reviews egen hjemmeside, og det gør den ganske godt. Desværre bliver tippene hurtigt ensformige og uinteressante, fordi mange af dem er alt for generelle. Et eksempel på dette er deres tip til, hvordan du håndterer klager fra kunder. Her lyder rådet: "Foreslå en løsning". Et andet eksempel er deres råd til, hvordan du håndterer mails, der ikke bliver besvaret: "Lad være med at tage det personligt" lyder rådet. Her mangler jeg mere præcise forslag til, hvordan det kan gøres i praksis, og selv hvis jeg klikker mig videre ind på deres hjemmeside, bliver jeg desværre ikke klogere.
En af de ting, jeg mangler som bruger af Management Tip of The Day er muligheden for at få en påmindelse på skærmen, når der dukker et nyt tip op. I en travl hverdag glemmer man nemt, at programmet ligger på ens iPad, iPhone eller iPod Touch så dette ville være en god service at lægge ind i applikationen, hvis jeg skulle få mere gavn af den. Husker du derimod at klikke dig ind på applikationen, er det værd at nævne, at der kommer et nyt tip alle hverdage, imens de ikke udsendes i weekenderne.
Alt i alt er HBR Tips en god lille applikation at have ved hånden, hvis du har brug for lidt inspiration. Den lever ikke op til Harvards prestigefyldte navn, men den leverer det, den lover: Et nyt Management tip alle (hver)dage. Applikationen kan downloades gratis i iTunes her!
Hvis du har en applikation, en bog, CD eller DVD, der kan bruges i forbindelse med personlig udvikling, eller som kan anvendes til at effektivisere, motivere eller inspirere andre, er du altid velkommen til at skrive det til mig i kommentar feltet nedenfor. Hvis det har interesse for brugerne på vores side og for vores kunder, anmelder jeg den gerne her på bloggen.
|


