| Tænk STORT! - Del 2 |
| Tirsdag, 27. Juli 2010 10:00 |
Hvis du ikke fik læst første del af "Tænk STORT!", har du (endnu) ikke læst om hvorfor, det bedre kan betale sig at tænke stort end småt. Du har heller ikke læst hvorfor alle mennesker ikke går efter de store mål, selvom det ikke kræver meget mere, end hvis de går efter de små.
Tre af de meste anvendte undskyldninger, der er årsagen til, at mange mennesker ikke altid tænker så stort, som de kan er:
- Alder - Helbred - Viden
Alder Du har sandsynligvis allerede hørt det mange gange før i dit liv. Enten fra dig selv, eller fra mennesker som du kender: “Jeg er for ung”, “Jeg er for gammel” eller “Det går ikke i min alder.” Undskyldninger som disse har igennem årene lukket døren for tusinder af mennesker. De tror, at deres alder er den afgørende faktor for at opnå, skabe eller arbejde på at opnå noget stort i deres liv. Derfor gider de ikke engang at prøve. Scatman John (musiker) var 52 år, da han røg ind som nummer ét på hitlisterne med sin første single. Sofie Lassen-Kahlke (skuespillerinde) fik sin første rolle i en spillefilm som 15 årig. J.K. Rowlin skrev i en alder af 32 år sin første bog (Harry Potter).
Helbred En af årsagerne til at mange mennesker ikke tænker stort og efterfølgende handler på deres tanker, er fordi de ikke mener, at de har helbredet til det. I mange tilfælde er der dog mere tale om en undskyldning, end der er tale om facts. F.eks. var Jason Watt racerkører, da han i 1999 blev lam fra brystet og ned. Alligevel kan han i dag køre bil, selv om hans helbred stadig ikke er helt i top. Den svenske brandmand Lasse Gustavson blev efter en eksplosion forbrændt så voldsomt, at hverken hans hår, hud, fingre eller øre nogensinde er helet ordentligt igen. Alligevel har han idag et job, der har gjort ham til en af de mest benyttede foredragsholdere i Sverige.
Viden Dette er ikke altid noget, vi fortæller til andre, men alt for mange mennesker synes ikke, at de har det, der skal til for at få succes. Ofte fordi de føler, at de ikke har den viden, de mener, der skal til for at kunne lykkes. Sandheden er dog den, at jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved. Der findes tusindvis af mennesker, der har fået succes som forretningsmænd, med et skoleprojekt, en lønforhøjelse, en sportsgren, børneopdragelse m.m., selv om de ikke var eksperter.
Hvor meget du ved, er irrelevant for at få succes og lykkes. Viden er vigtig, hvis du bruger den konstruktivt, men det der er endnu vigtigere er, hvor meget potentiale du kan se, og hvor meget du er indstillet på at arbejde hen mod at opnå dette potentiale for dig selv og andre.
|

